Om BIOSKIN
BIOSKIN
The Copenhagen Translational Skin Immunology Biobank and Research Programme
Psoriasis og eksem er kroniske inflammatoriske hudsygdomme, der påvirker millioner af mennesker verden over. Psoriasis skyldes en overaktiv immunreaktion, der fører til røde, skællende pletter på huden. Eksem, eller atopisk dermatitis, forårsager kløende og tørre udslæt og kan udløses af allergier, irritationer eller genetiske faktorer. Begge sygdomme kan variere i sværhedsgrad og påvirke livskvaliteten markant. I mange år har det været en udfordring for forskere at forstå, hvorfor hudsygdomme som psoriasis og eksem påvirker nogle mennesker mere end andre, hvorfor nogle patienter udvikler følgesygdomme, og hvorfor visse patienter ikke reagerer på behandling.
BIOSKIN forskningsprogrammet arbejder på at ændre dette ved at kaste lys over, hvordan hudsygdomme udvikler sig hos patienter over tid. I BIOSKIN er vi et tværfagligt team der er dedikerede til at skabe fremskridt, der gør en reel forskel i patienters liv. Målet er at indsamle kliniske data samt hud- og blodprøver fra 3.000 patienter for at opnå ny indsigt i nogle af de mest almindelige hudsygdomme, såsom psoriasis og eksem, ved at følge patienterne nøje over en periode på mindst fem år. Dette vil skabe en enestående mulighed for at indsamle prospektive data, hvilket åbner nye videnskabelige perspektiver og kan føre til mere effektive behandlinger. Biobanken er den første af sin art og har til formål at gøre ny viden tilgængelig for forskere globalt til gavn for patienter med hudsygdomme.
Biobanken vil i høj grad fremskynde processen med at omsætte nye ideer til konkrete resultater. Kernen i forskningsprogrammet er det tætte samarbejde mellem kliniske og basale forskere på tværs af hospital og universitet. Gennem dette tværfaglige samarbejde og den tætte kontakt til patienter via patientorganisationer sikres at patienternes behov sættes i fokus. Projektet er godkendt af den Videnskabsetiske Komité i Region Hovedstaden (H-21032986) og Datatilsynet (P-2021-435) og vil blive udført i overensstemmelse med reglerne for god klinisk praksis og Helsinki II-erklæringen.
Vi vil følge patienterne over tid for at registrere sygdommens forløb, respons på behandling(er), komplicerende allergier, udvikling af følgesygdomme og livskvalitet. Vi vil tage hud- og blodprøver fra patienter før og efter nye behandlinger, hvilket vil give os mulighed for at undersøge biomarkører for både en god og dårlig behandlingsrespons. Det unikke for dette projekt er, at vi følger store grupper af patienter over en længere tidsperiode og samler både kliniske data, men også biologiske prøver over flere år.
BIOSKIN er en ny translationsbank og forskningsprojekt, der har til formål at undersøge det immunologiske og molekylære aspekt af inflammatoriske hudsygdomme. Projektet har til formål at inkludere 3000 patienter med enten psoriasis, atopisk dermatitis eller kontakteksem over en minimumsperiode på 5 år. Ved siden af de værdifulde biologiske prøver samler vi også omfattende data fra patienterne. Disse data skaber en solid base for mere individualiserede patientforløb med fokus på forebyggelse og personlig behandling.
Vi er I BIOSKIN dedikerede til at skabe fremskridt, der gør en reel forskel i patienters liv.


