Ny artikel om fedt og arvæv i leveren hos patienter med psoriasis udgivet

Fedt og arvæv i leveren hos personer med psoriasis – hvor stort er problemet?

Læge, Charlotte Näslund Koch, har sammen med andre forskere netop udgivet en artikel om fedt og arvæv i leveren hos patienter med psoriasis.

Psoriasis er mere end en hudsygdom. Personer med psoriasis har også en øget risiko for overvægt, type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdom, som alle kan øge risikoen for fedtlever. Men hvor mange udvikler egentlig alvorlig leversygdom med arvævsdannelse, og hvordan finder man bedst de patienter, der har behov for yderligere undersøgelse?

I dette studie blev ca. 400 personer med psoriasis undersøgt ved hjælp af en leverstivhedsskanner samt forskellige blodprøver. Man fandt, at 40 % havde fedtlever, mens 5 % havde tegn på arvæv i leveren. Risikoen var især knyttet til metaboliske risikofaktorer såsom type 2-diabetes og ikke til selve psoriasis eller den aktuelle behandling med methotrexat, som tidligere har været mistænkt for at skade leveren. Studiet viste også, at den enkle blodprøve FIB-4 og den nyere ELF-test var de mest præcise metoder til at udpege patienter med risiko for leverfibrose.

Resultaterne peger derfor på, at screening bør målrettes patienter med metaboliske risikofaktorer frem for at kun undersøge patienter, der behandles med methotrexat. Studiet bidrager med ny viden, som kan hjælpe læger med tidligere at opdage alvorlig leversygdom hos patienter med psoriasis og samtidig undgå unødvendige undersøgelser hos patienter med lav risiko.

1241 925 Maja Elmelund Wind