Mila Broby Johansen, læge i BIOSKIN, har netop udgivet en artikel omhandlende hendes studie i differentieringen af 3 forskellige hudsygdomme på håndflader og fodsåler ved brug af tapeprøver.
Studiet undersøger, om man ved hjælp af skånsomme tapeprøver fra huden kan skelne mellem tre hudsygdomme i håndflader og fodsåler (palmoplantar): hyperkeratotisk palmoplantar eksem (fortykket eksem), palmoplantar psoriasis og palmoplantar pustulose (kan danne væskefyldte blærer). Da disse tilstande kan udmønte sig med identisk udseende med tykkere, rød og revnet hud, kan det være svært og nogle gange ikke muligt for læger at stille den præcise diagnose med det blotte øje og dermed vælge den mest effektive behandling.
I studiet blev mere end 1.000 proteiner analyseret, og her fandt man, at palmoplantar pustulose har sit eget unikke molekylære fingeraftryk. Det betyder, at tapeprøver i fremtiden kan være en mulighed for at skelne denne specifikke sygdom fra de to andre.
Til gengæld viste analysen, at palmoplantar psoriasis og hyperkeratotisk palmoplantar eksem er overraskende identiske på proteinniveau, idet de drives af de samme signalstoffer i huden. Dette biologiske overlap kan måske være med til at give os en forklaring på, hvorfor de to sygdomme er så svære at skelne fra hinanden i klinikken. Samtidig viste studiet, at mængden af sygdomsfremkaldende signalstoffer på tapen falder i takt med, at huden bedres under behandling. Samlet set viser studiet, at den skånsomme tape-metode er et effektivt redskab til både at forstå hudsygdomme bedre og vurdere behandlingseffekt uden brug af invasive metoder.
Læs den fulde artikel her.

