Kære deltager,
Her er det første nyhedsbrev fra forskningsprojektet BIOSKIN. Vi vil fremoverbringe nyheder omkring projektet og dets resultater ca. 1 til 2 gange årligt. Til at starte med vil vi gerne takke for jeres deltagelse i BIOSKIN. Vi er meget taknemmelige for jeres interesse og engagement i projektet.
BIOSKIN er et forskningsprojekt, der startede i 2022. I projektet inkluderes patienter med de tre inflammatoriske hudsygdomme psoriasis, atopisk eksem og kontakteksem. Hovedformålet med projektet er at indsamle viden om, hvordan inflammatoriske hudsygdomme opstår og udvikler sig over tid, så vi forhåbentlig i fremtiden kan tilbyde bedre og mere individualiserede patientforløb med fokus på forebyggelse og personlig behandling. Målet er at indsamle kliniske data, samt hud- og blodprøver fra i alt 3.000 deltagere. I projektet er der til august 2023 inkluderet 564 deltagere, herunder 370 med psoriasis, 92 med atopisk eksem og 102 med kontakteksem.
Projekter i BIOSKIN
I projektgruppen er der 4 læger som er ansat i ph.d.- stillinger, og hver især har forskellige under-projekter til det store projekt indenfor psoriasis, atopisk eksem og kontakteksem:
Mila Broby Johansen forsker i psoriasis, og under-søger hvorvidt man ved klinisk vurdering, og signalstoffer i blodprøver og hudprøver (tape strips og biopsier) kan skelne mellem forskellige under-typer af psoriasis vulgaris. Hun har særligt fokus på psoriasis lokaliseret på hænder og fødder (palmoplantar psoriasis), pustulosis, som er kendetegnet ved små pustler (palmoplantar pustulosis), samt fortykket håndeksem (hyperkeratotisk hånd-eksem).
Anne Sophie Heinrichsen forsker i atopisk eksem, og hendes projekt går ud på at kategorisere atopisk eksem i undertyper, både i forhold til hvordan sygdommen fremstår (lokation, udseende, atopiske følgesygdomme), men også på et molekylært niveau. Håbet er at blive klogere på undertyper af atopisk eksem, og dermed i højere grad kunne målrette behandling i fremtiden.
Mie Sonne Goldeman forsker i kontakteksem og undersøger de immunologiske forskelle mellem allergisk og irritativt kontakteksem. Formålet med projektet er at lave en grundig undersøgelse af molekylerne i huden med henblik på at øge forståelsen for udviklingen af kontakteksem, samt på sigt at udvikle nyt metoder til at skelne mellem allergisk og irritativt kontakteksem.
Anna Vinge forsker i forskellen mellem atopisk og irritativt eksem for på sigt også at udvikle metoder hvor vi bedre kan kende forskel. Annes første studie er et metodestudie. I BIOSKIN anvendes flere forskellige typer hudprøver, bl.a. tape strips, som er en hudprøve hvor kun hudens øverste lag celler medtages og dermed giver gør mindre ondt og ikke giver ar. Ved hjælp af avancerede analyser skal Anna undersøge RNA og protein i prøvematerialet og finde ud af, hvordan vi får den bedst mulige information ud af de tapestrips, vi har til rådighed i BIOSKIN forskningsprojektet.
Fokus i BIOSKIN
Siden projektets opstart er der løbende blevet tilføjet flere undersøgelser til projektet. Læge og ph.d.-studerende Charlotte Näslund Koch, har fokus på sammenhængen mellem psoriasis og fedtlever. Dette undersøges ved nye typer af blodprøver og ved at benytte en speciel ultralydsscanner til leveren, hvor man kan se om der er tendens til fedtophobning eller arvævsdannelse i leveren. Scanning af leveren er nu en fast del af de undersøgelser der foregår i BIOSKIN, og alle deltagere vil blive tilbudt en scanning af leveren ved deres inklusions- og årsbesøg i projektet.
Viden om kost og hudsygdomme er begrænset, men har meget fokus. Vi spørger derfor nu patienter med psoriasis ind til kostvaner i et nyt spørgeskema, da vi ønsker at undersøge om der er en sammenhæng mellem psoriasis og kost, og særligt om der er visse typer af diæter eller madvarer, som har en gavnlig eller forværrende effekt på psoriasis. Forventningen er at spørgeskemaer omkring kost også vil blive udleveret til deltagere med kontakteksem og atopisk eksem i fremtiden.
Hvis du har spørgsmål eller feedback til projektet, vil vi meget gerne høre fra dig.
Med venlig hilsen
BIOSKIN
Tlf: +45 38673226
Email: bioskin.herlev-og-gentofte-hospital@regionh.dk